torsdag den 12. marts 2009

Find dig selv - SPRING UD…

Af Nikolaj Mogensen, e-scarf.dk
Jeg har fået den ære at smide et par linjer om iværksætteri herinde, og dem vil jeg bruge på at fortælle, hvorfor jeg kalder mig selv iværksætter.

Min største motivationsfaktor for at interessere mig for iværksætteri, har aldrig været pengene. Jeg ser iværksætteri som en måde at udvikle mig selv på, udfordre mig selv og ikke mindst realisere nogle af de drømme, jeg render rundt med. Nu synes du nok, det er store ord, men i mine øjne så gælder det om at komme ud og prøve noget, skabe noget og ikke mindst møde noget – lige meget hvad det er!

Jeg synes iværksætteri er en fantastisk måde at tænke og arbejde på. Det er her det kreative, det vovede og det udfordrende kommer op i mig, og det er her, jeg kan bryde mine egne og andres grænser. Det er her, jeg har det sjovt.

Så hvad enten dit motiv er at udfordre dig selv, realisere dine drømme, møde nye mennesker, ha’ det sjovt eller blot tjene penge, så er mit råd, at iværksætteri er, hvad DU som person gør det til. Det er dig der er i centrum - du skaber og udvikler, og du har i iværksætteriet en chance for at gøre ting, du ikke troede du kunne eller for den sag turde. :-)

Iværksætteri er i bund og grund evnen til at turde tage et initiativ. Så grib chancen, ideen og viljen og skab – om ikke andet ja så skab dig selv!

0 kommentarer:

Send en kommentar